- Forside /
- Inspiration /
- Renovering af badeværelse
Renovering af dit gamle badeværelse - Sådan gør du
Der er få ting mere tilfredsstillende end at forvandle et slidt og forældet badeværelse til et moderne og funktionelt rum. Med den rette planlægning og forberedelse kan du gøre det nemmest for dig selv, og sørge for at det bliver en smidig og succesfuld renoveringsproces. Lad os guide dig gennem de vigtigste skridt og dele vores ekspertise, så du kan skabe det badeværelse, du altid har drømt om.
-
Indretning
-
Renovering
Hvad koster det at renovere sit badeværelse?
En komplet renovering af dit gamle badeværelse koster typisk mellem 30.000 - 40.000 kroner pr. m2 - altså en smule billigere end hvis du skal købe et helt nyt badeværelse. Dog skal der tages højde for uforudsete udgifter, såsom vandskader eller forældet VVS hvis badeværelset er af ældre dato. Vil du blot give dit badeværelse et ansigtsløft uden større VVS-arbejde, kan dette gøres for 5.000 – 8.000 kroner pr. m2.
Når du står overfor at skulle renovere dit badeværelse, er det afgørende at få fastlagt et budget. Det er altid en god idé at tage banken med på råd, og vær også opmærksom på at der i byggeprojekter ofte opstår uforudsete omkostninger. Derfor er det en god idé at afsætte ekstra midler at til dette i budgettet.
Hvis du føler dig overvældet og har svært ved at starte og administrere økonomien i projektet, kan du få værdifuld hjælp hos vores forhandlere, der alle er specialiserede i badeværelsesprojekter. Her modtager du ekspertvejledning om, hvordan du bedst griber opgaven an med hensyn til budgettet, samt du får eksperttips og tricks til renovering af badeværelset.
Budgettering og finansiering
Når du kender dit budget og familiens behov og ønsker, er det nemmere at tage stilling til, hvad og hvor meget i et nyt badeværelse, du vil ændre. Jo mere du ændrer i de faste installationer, jo dyrere bliver det. Derfor kan du med fordel overveje, om du kan leve med rummets nuværende størrelse og opbygning, i stedet for at foretage dyre ændringer som at flytte en væg, afblænde et vindue eller ændre placering af faldstamme og vandinstallationer. Det kan være svært at overskue, og derfor anbefaler vi, at du bruger en professionel rådgiver, når du skal planlægge nyt badeværelse. Her får du god hjælp og vejledning, hvad enten du skal lave store gennemgribende ændringer eller har brug for inspiration til, hvordan du med forskellige møbler og kreativ indretning kan få optimal udnyttelse af rummet som det er.
Planlæg, udfør og gennemgå
At renovere et badeværelse kan virke som en udfordrende opgave, men med den rette planlægning, udførelse og gennemgang kan processen være både glat og tilfredsstillende. Start med at lave en detaljeret plan for renoveringen, herunder budget, tidsplan og valg af materialer. Udfør arbejdet omhyggeligt og sørg for at følge bygningsregler og sikkerhedsstandarder. Når renoveringen er afsluttet, er det vigtigt at gennemgå resultatet for at sikre, at alt er som forventet. Vær ikke bange for at kontakte professionelle, hvis du har brug for hjælp eller rådgivning undervejs.
Planlægning af badeværelsesrenovering
En vellykket badeværelsesrenovering starter med en grundig planlægning. Start med at evaluere dit nuværende badeværelse og identificere, hvad der skal ændres eller forbedres. Lav en liste over prioriteter og fastlæg et realistisk budget. Når du har udarbejdet din plan, kan du begynde at samarbejde med entreprenører eller gøre-det-selv, afhængigt af omfanget af renoveringsprojektet. Ved at investere tid i planlægningen kan du sikre en smidig og vellykket renovering af dit badeværelse.
Tips og tricks til badeværelsesrenovering
Vær realistisk med hensyn til budget, tidsplan og omfang af arbejdet. Derudover skal du tænke over hvad du har behov for, når det kommer til opbevaring, møbler og belysning. Husk at tænke på god ventilation i badeværelset, og vær realistisk med hvad du selv kan lave og hvad du har brug for professionel hjælp til.
Checkliste til renovering af badeværelse
- 1. Fastlæg dit budget.
- 2. Lav en liste over dine behov og ønsker.
- 3. Mål dit eksisterende badeværelse op, så du kender dimensionerne af rummet.
- 4. Overvej om der skal laves strukturelle ændringer på rummet
- 5. Vælg materialer til gulve, vægge, møbler samt planlæg belysning og ventilation.
- 6. Søg tilladelser eller godkendelser efter behov.
- 7. Lav en tidsplan for hvornår du skal i gang, og sørg for midlertidig adgang til et andet badeværelse.
- 8. Udfør arbejdet i overensstemmelse med dine ønsker og tidsplan.
- 9. Gennemgå resultatet og foretag eventuelle nødvendige justeringer.
Hvad skal ændres fra dit gamle til dit nye bad?
Start gerne med at lave en liste over fordelene og ulemperne ved dit gamle badeværelse. Der er helt sikkert funktioner, som du ofte har haft lyst til at lave om, og løsninger, der har fungeret godt, som du ønsker at tage med til et nyt badeværelse.
Har du et gammelt badekar, som ingen bruger, kan du udskifte det med en bruseløsning og få mere plads i rummet til fx højskabe, sminkeplads eller figurspejl. Husk også at tænke placering af håndklædetørrer eller knagerækker i nærheden af vask og brus ind. Og hvad med toiletrulleholderen? Den er faktisk vigtig at finde en korrekt placering til.
Få rådgivning og find tilbud
Du kan få hjælp til indretningen af dit nye badeværelse af en indretningskonsulent hos en af vores forhandlere, eller du kan booke et uforpligtende møde med vores egne designrådgivere, som gerne hjælper dig på vej. Du kan både booke et fysisk eller et online møde, hvor du kan få hjælp til renoveringen af dit badeværelse.
Regler for renovering af nyt badeværelse
Alt efter, hvor meget du ønsker at lave om i et nyt badeværelse, skal du tage stilling til, om du har brug for professionel hjælp. Husk, at der er klare regler for, hvad du selv må lave i vådrum, og disse bør du undersøge på forhånd, inden du går i gang. Samtidig skal tekniske ting gå op i en højere enhed, og her kan selv YouTube ikke hjælpe dig sikkert igennem. Derfor anbefaler vi, at du lader de professionelle håndværkere om alt arbejdet.
Alt afhængig af dit budget, kan du vælge om du selv skal stå for projektstyringen, eller om du ønsker professionel hjælp.
Professionel projektstyring
Ønsker du at overlade styringen til de professionelle håndværkere, kan du indhente tilbud på en totalentreprise, så ét firma står for hele projektet og således også har hele ansvaret. Fordelene er flere – du har kun én kontaktperson, du får aftalt pris til aftalt tid, og du kan slappe af og glæde dig til, at et lækkert, nyt badeværelse står klart til brug.
Dig selv som projektleder
Hvis du vælger selv at lede projekt ”nyt badeværelse”, skal du selv vælge de forskellige håndværkerfirmaer og styrer selv projektet igennem fra start til slut. Afregning sker med hvert enkelt firma. Det er vigtigt, at du bestiller håndværkerne i den rigtige rækkefølge, så du undgår, at arbejdet forsinkes unødigt og bliver dyrere for dig: VVS-installatøren lægger rør og gulvvarme, elektrikeren installerer el, mureren støber gulv, maleren pudser vægge osv. Indhent flere tilbud for at få den bedste pris.
Udførelse af badeværelsesrenovering - sådan gør du
Her er nogle trin til at guide dig gennem udførelsen af din badeværelsesrenovering:
Forberedelse:
Start med at tømme dit badeværelse og fjerne alle gamle møbler, inventar og belægninger, som ikke skal blive der i det færdige badeværelse. Sørg for at beskytte omkringliggende områder og gulve mod skader under renoveringen.
Vådrumssikring:
Før du går i gang med at installere møbler eller sætte fliser op, skal du sørge for at udføre en ordentlig vådrumssikring. Dette indebærer anvendelse af vandtæt membran på gulve og vægge for at forhindre vandskader.
Elektriske installationer :
Hvis der er behov for elektriske installationer, såsom belysning eller stikkontakter, skal dette udføres af en kvalificeret elektriker. Sørg for at overholde alle sikkerhedsstandarder og bygningsregler.
Vandinstallationer og rørlægning :
Tilslutning af VVS-forsyninger såsom armaturer, toiletter og afløb kræver omhyggelig rørlægning. Dette arbejde bør udføres af en professionel VVS-installatør for at sikre korrekt installation og forhindre lækager.
Byggeteknisk gennemgang:
Efter at alle installationer er på plads, er det vigtigt at foretage en byggeteknisk gennemgang for at sikre, at alt er installeret korrekt og opfylder gældende bygningsregler.
Dette gøres ved at du først laver en liste med de fejl og mangler, som du finder. Dette skal gøres inden du har betalt den fulde regning for projektet. Dernæst indkalder du de pågældende håndværkere til et møde, hvor I kan gennemgå din liste.
Erkender håndværkeren fejlen, kan I aftale en tidsfrist hvor fejlene skal være udbedret. Erkender håndværkeren ikke fejlene, kan du enten leve med fejlen eller indgive en skriftlig klage til håndværkeren. En typisk tidsfrist aftales selvfølgelig med håndværkeren, men bør ikke tage længere tid end 14 dage, medmindre der er tale om bestemte materialer, der har en længere leveringstid.
Udbedringen af disse fejl bør ikke koste dig ekstra, men bør være indeholdt i det tilbud, du fik fra håndværkeren, inden projektet gik i gang. Du kan derved prissætte manglerne på den slutregning, du får fra håndværkeren, og vente med at betale for de sidste ting, når arbejdet er helt færdigt.
Du skal dog også gøre op med dig selv om du kan leve med fejlen eller om det kan betale sig at forlange at få tingene udbedret. Har møblerne fået en transportskade, bør dette selvfølgelig udbedres, hvorimod andre ting måske er til at leve med, og som gør at projektet kan afsluttes.
Har du brug for hjælp til den tekniske gennemgang af dit renoveringsprojekt, kan du sagtens hyre ekstern hjælp til det.
Renovering af bad med skrå vægge:
Hvis dit badeværelse har skrå vægge, skal du tage hensyn til disse under renoveringen. Vælg inventar og materialer, der passer til den skrå vinkel for at maksimere pladsen og skabe en funktionel og attraktiv indretning. Her kan du gøre brug af en asymmetrisk håndvask, gøre brug af sideskabe og hylder og placere dine spejle strategisk klogt, for at udnytte rummet bedst muligt.
Renovering af det lille badeværelse:
Ved renovering af et lille badeværelse er det vigtigt at maksimere pladsen. Her kan du undersøge om det er muligt at hæve loftet, ved at bruge en anden rørgennemføring, eller måske er der et vindue, der kan forlænges, så pladsen virker større. Du kan også få undersøgt om det er muligt at gøre døren større, så lysindfaldet maksimeres mest muligt. Alt sammen er det ting, der kan overvejes ved at renovere et lille badeværelse.
Udredning af fejl og mangler :
Efter renoveringen skal du gennemgå resultatet nøje for at identificere eventuelle fejl eller mangler. Udfør eventuelle nødvendige rettelser eller justeringer for at sikre, at dit nye badeværelse er af høj kvalitet og opfylder dine forventninger. Dette skal gøres i samarbejde med din håndværker, men det er her, at uforudsete udgifter kan opstå, selvom projektet har været nøje planlagt fra starten.
Inspiration til badeværelser
Blev du inspireret og vil gerne se mere? Så gå på opdagelse i resten af vores store inspirationsunivers